Engineering

Siden 1975 har vi samlet produktviden fra de mange brancher, hvor vores løsninger indgår som en del af produktionsprocessen. Vi producerer udstyr til dosering og vejning af pulver eller granulater hos fødevareindustrien, den kemiske industri, den farmaceutiske industri, energibranchen m.fl.

Ofte er der behov for at tage særlige hensyn, hvilket bl.a. inkluderer:

  • Byggemål
  • Pulveret eller granulatet har særlige egenskaber (danner bro, klæber, løber let, hygiejnekrav, ATEX etc.)
  • Krav til doseringen
  • Krav til styringen
  • Krav til data og dokumentation

Fødevare - pharma - teglværker - biogas m.fl.

Dyk ned i nogle af de spændende projekter og cases, som TEKFA har arbejdet med gennem tiden, omhandlende pulverhåndtering, herunder dosering, blanding, transport og vejning. Vi har udvalgt nogle stykker, men har selv sagt en del at vælge imellem efter 50 år i branchen. Her har vi hjulpet kunder med pulverdosering, pulvertransport og vejeløsninger - både mindre småkomponentvejninger, støvtæt tømning af sække, enkeltstående doserings- og vejeenheder, Big Bag tømmestationer og fyldestationer samt komplette pulverblandingsanlæg.

Pulvere og granulater

Inden for fødevarebranchen har vi arbejdet med bl.a. mejerier om mælkepulver, is og osteblandinger, producenter af kartoffelmel, syltefabrikker, juiceproducenter, producenter af plantebaserede drikke og fødevarer, krydderiblandinger til leverpostej, dosering af sukker og hvedestivelse til marcipan. I mange tilfælde har der været stort fokus på rengøringsvenlighed, brug af EN 1.301/AISI 304 stål eller EN 1.4401/AISI 316 stål, støvtæthed, arbejdsmiljø og ergonomi.

Derudover har vi også hjulpet producenter af vaskepulver, maling til vejstriber og æggebakker, vandforsyningsvirksomheder, teglværker samt hjulpet med batteriproduktion og vejning af containere for blot at nævne nogle få.

Skræddersyede projekter

I de fleste projekter indgår et væsentligt element af skræddersyning - og det mener vi faktisk er nødvendigt. Her ses et eksempel på en typisk systemløsning, hvor kunden har to bigbag tømmere, en mikro-udvejning af tre forskellige småkomponenter og et sækkepåslag, hvortil sækkene køres ind på paller. Transporten foregår via en vakuumstreng ud til to modtagercykloner. Det skal nævnes, at kunden var fødevareproducent, og at hygiejne derfor flere gange blev afgørende for løsningen:

Bigbag tømmerne føder ned i vakuumstrengen via en cellesluse. Ønsker man en mere nøjagtig dosering, vil man i mange tilfælde bruge en snegl.

Bigbag tømmeren er øverst udstyret med en gummimembran (i dette tilfælde i EPDM-gummi, da kunden var fødevareproducent). Via denne membran slutter bigbagens udløbssnøvs tæt, hvorved man reducerer støvudvikling i rummet. Desuden er det billigere at producere end en plade i rustfrit stål.

Småkomponentvægten står yderst til venstre på platformen og bruges til findosering. Dette er en unik løsning udviklet af Tekfa, som vi sælger over hele verden. Småkomponentvægten i denne sanitære løsning er udstyret med særlige lejere i nylon.

Sækkepåslaget er udformet, så rengøringen kan nå hele vejen rundt, når der skal gøres rent på indersiden. Ulempen er selvfølgelig, at påslaget derved er dimensioneret lidt mindre, end man andre gange kunne ønske sig. Men som nævnt var kunden fødevareproducent, og hygiejne var derfor vigtigt.

Cyklonerne yderst til højre blev også tilpasset. Normalt sidder filteret øverst i en cyklon. Et jævnligt filterskyl med luft ”skyller” pulveret fra filtret ned i bunden af cyklonen. Hos denne kunde, der arbejder med babyfood, ville man ikke risikere, at filterrester kom ned i materialet. Derfor sidder filteret yderst til venstre, hvorfra der udtømmes til en bigbag.

Anlægget har naturligvis også en styring, som dog ikke vises på tegningen. Tekfa leverede både styring og den sidste vigtige komponent: software.

Tekfas software (eller SCADA - Supervisory Control and Data Acquisition) er særligt udviklet til håndtering og dosering af pulver/granulater. En af pointerne ved god dosering er, at styringen og udrustningen nødvendigvis skal betragtes som én ting - et samlet doseringssystem. Og procedurerne i de opgaver er standardprogrammeret ind i Tekfas SCADA-system, som vi kalder TekfaVision.

Testcenter

I Tekfa har vi flere testanlæg, hvor vi under forskellige forhold tester kundernes pulver og/eller granulater. Testcentret omfatter et vakuumtransportanlæg, et Dense Phase transportanlæg og forskellige snegle og vibratorløsninger til transport og dosering.

Derudover har Tekfa efterhånden en ganske omfattende produktdatabase over tidligere testede produkter opbygget kontinuert siden opstarten i 1975. Dette er en væsentlig del af ethvert projekt, da man ellers meget let kommer til at fejldimensionere løsningerne.

Brug for sparring?

Kontakt os gerne på tlf. 86946700 eller tekfa@tekfa.dk, hvis du har lyst til at høre mere om en specifik case eller vores generelle erfaringer med håndtering af et givent pulver eller granulat.

Certifikater

Tekfa leverer produktionsudstyr til fødevareindustrien i overensstemmelse med dansk og europæisk lovgivning. Dette gælder EHEDG standarder, ISO 9001 og forordning EC 1935/2004. Derudover leverer vi produktionsudstyr i overensstemmelse med ATEX 2014/34/EU direktivet. Alle vores daglige processer og arbejde hviler på rammerne af vores interne kvalitetsmanual, som er skrevet i overensstemmelse med ISO-standarder.

Tekfa er registreret hos Fødevarestyrelsen som importør og producent af materialer/produkter beregnet til kontakt med fødevarer, beskrevet i BEK 1356 om autorisation og registrering af fødevarevirksomheder mv. TEKFA er tildelt en Elite Smiley fra Fødevarestyrelsen.

      Atex   CE